Does speaking to a stranger constitute a dialogue?

Performative interventioner og politiske positioner

Af Anja Raithel

Kunstnergruppen artillery arbejder med performative interventioner, poetisk-politiske tekster og dialogskabende handlinger i offentlige rum. De maler med vand på byens fliser og hænger ”vasketøj” op i baggårde. De afbryder doven avislæsning og opfordrer naboer til at klippe hul i hækken.

Kunstnergruppen tilskynder, at vi bliver opmærksomme på vores adfærdsmønstre, de udfordrer vores evne til indgå i uventede sociale interaktioner eller midlertidige fællesskaber. Som da de i aktionen ”Flower Power 2 – en Tilskyndelse” i 2002 på tre store banegårde i Danmark uddelte 50 blomsterbuketter med teksten: ”Giv buketten til et andet menneske inden du forlader toget/stationen”. Kan man formidle en kontakt til en fremmed person? Og hvem udvælger man? Kontakten til et fremmed menneske er første skridt til at indgå i en ny social relation. Blomsterbuketterne kan derfor ses som et billede på sociale relationer, der som stafetter fortsætter og muligvis spreder mentale forandringer. Udveksling og kommunikation er med andre ord i centrum, når artillery intervenerer i offentlige rum. Ligesom magtforholdet mellem giver og modtager, mellem vært og gæst samt muligheden for at etablere møder, hvor disse positioner er mere flydende, er omdrejningspunkt i mange af artillerys arbejder.

artillery har siden gruppens start haft en interesse i at udfordre adgangen til at ytre sig i offentlige rum, i at udforske og opmuntre til fælles handlinger i et individualiseret samfund. I de senere år har artillery mere specifikt fokuseret på mulige fællesskaber samt inklusion og eksklusion i et multikulturelt Danmark. I samme periode skyller en neoliberal bølge ind over Europa. I Danmark vinder Venstre og De Konservative valget i 2001. Regeringsmagtens støtteparti, Dansk Folkeparti, bliver landets tredjestørste, og kursen er lagt mod en mere fremmedangst og territorial politik, der fører til markante stramninger af udlændingelovgivningen. Midt i en kø af sløje meningsmålinger skærper Socialdemokraterne også sin udlændingepolitik. Tonen bliver skarpere både i private regi, i den politiske debat og i massemedierne, hvor modsætningerne er trukket klart op: Enten er man halalhippie eller racist.

Den politiske kontekst er af betydning, når artillery i deres performative interventioner, trækker aktuelle politiske og sociale problemstillinger over i sanseforankrede filosofiske udsagn, så de forskydes og bliver vedkommende.

Vil udlændinge forsvinde…

Odense 2003. De tre artillery kunstnere er ens klædte, de arbejder med kost og spand. De maler poetisk politiske sætninger med vand på torvene mellem rådhuset og kirken: ”Vil ægteskabet forsvinde…vil loven forsvinde…vil udlændinge forsvinde…”

Hvad er der tilbage? Hvad sker der, når den danske udlændingelov kræver, at begge ægtefæller ved familiesammenføring skal være 24 år – og kærligheden sættes på formel? 

Hvad sker der, hvis loven forsvinder?

Potentielt er artillerys intervention åben for enhver, der involverer sig. Umiddelbart opstår der en række spørgsmål af både konkret og mere filosofisk art, som kan virke som igangsættere for egen refleksion eller for en dialog. Når en nysgerrig forbipasserende stopper op og taler med en fra artillery-gruppen, så opstår der en situation, hvor publikum/deltager og artillery i fællesskab er med til at skabe og påvirke meningsdannelse. Men hvor det også bliver tydeligt, at det at skabe mening er en proces, hvor selve dialogen, engagementet og forhandlingen konstant rykker ved fx vores politiske eller sociale standpunkter. 

artillery arbejder for, at der skal være plads til undren og tvivl og løse ender. Ellers stivner demokratiet. De kæmpestore sætninger malet på torvene mellem rådhus og kirke, viskes bort og forandres af solen. I bevægelse ligesom retslige principper eller moralske værdier, der i ideologikampens hede agerer som statiske størrelser. Men de er til diskussion, måske netop her på torvet, i et fælles rum, hvor både den fastboende og nomaden vandrer. Hvor der kan skabes vækstbetingelser for flerheden som modpol til institutionaliseret racisme, til politisk, retslig og religiøs kontrol.

Busrute 4

Busrute 4 går fra Frydenlund til Skåde. I Århus. Gennem forskellige kvarterer og beboersammensætninger. På denne strækning i sommeren 2004 kunne man i en række baggårde og gårdhaver se syv håndklæder. Med et ord på hvert gæstehåndklæde, der formede sætningen: EN HYLDEST TIL GÆSTERNE DER TØR BLIVE. De blafrede som løsrevne spisesedler fra dagbladene. I tabloidformat. Infiltrerende halvt private og halvt offentlige rum. Men der var ingen afsender. Det kunne være naboen og ikke artillery, som var på spil.

Håndklæder til at tørre sig i, når man har vasket sine hænder for måske at blive beskidt igen. Håndklædernes format, typografi og ordet ”TØR” refererer indirekte til Ekstrabladets gamle slogan, ”Ekstrabladet TØR hvor andre TIER”. Avisen har aldrig været bange for populistiske vendinger – og vasker ofte deres hænder, når de har tørret den af på nogen. 

Men hvem tør gå i dialog, hvem tør ændre gængse normer for social adfærd? På håndklædet TØR stod der med småt: ”70% af den danske befolkning har aldrig hilst på en indvandrer”. Nogle gange stjæler de store typer al opmærksomheden, så kun stereotyperne står tilbage og klamrer sig til hinanden. Alt det med småt forsvinder og tager differentieringen med sig. Hvornår er man ikke længere gæst i et land, og stikker man af efter mange år, hvis man vedblivende behandles som en uvelkommen gæst?

Good fences make good neighbours?

En mere direkte intervention i de trykte mediers typografi og meningsdannende spalter er artillerys projekt ”Good fences make good neighbours?” fra 2005. I to måneder kunne læseren af ugeavisen Køge Onsdag støde på en række underfundige udsagn. Naboer med fælles hæk blev blandt andet opfordret til at klippe hul i hækken og vedligeholde dette året rundt. Selvom læseren ikke valgte at udføre handlingen, danner udsagnet sandsynligvis en række billeder, hvor ligusterfascismen afløses af en mere legende indgang til naboskabet.

Sådanne ”gør-det selv-projekter” kunne ligefrem have opfordret en anarkistisk kommunalarbejder til at slå følgende sætning: ”at åbne mit rum mit sprog mit land min kultur min stat og mig selv” med græsslåmaskinen i Lovparken, Køges befæstning.

Men det var artillery, der i Køge Onsdag midt mellem debatsider om VK-regeringens valgsejr i 2005 og boligspalter i februar viste et stort billede af netop denne tekst i Lovparken. Teksten reflekterer det måske utopiske i at give rum for åbenhed, forskellighed og forandring (1). Et rum under skabelse.

Billedet var placeret mellem debatindlæg om skattestop, nedskæringer i u-landsbistanden og om øget skel mellem rige og fattige i Danmark samt boligsalgsannoncer, der implicit handler om ejerskab, status og magt. Denne kontekst havde selvfølgelig indvirkning på oplevelsen af artillerys virtuelle nyiscenesættelse af parkområdet. Selve nyiscenesættelsen af et velkendt område blev måske behæftet med tvivl fra læserens side. Så der nu virkeligt sådan ud? Var det et debatindlæg, der opfordrede til mental og fysisk forandring? 

Set i samspil med et af artillerys andre bidrag til avisen, hvor talebobler på hver sin side af en mur udtaler henholdsvis ”beskyttet” – ”næh, begrænset”, aftegner der sig en undersøgelse af præmisserne for grænser og sameksistens. På den ene side er identiteten – både individets og landets – formet af grænser. Vores identitet opnår vi via relationen til andre mennesker, som vi er afhængige af, fordi de er med til at definere os selv. Vi territorialiserer konstant både mentalt og fysisk. Nogle gange udmønter det sig i en repressiv tolerance, hvor tolerancen er afhængig af om ”de andre” er indhegnet, kontrollerede og tilpassede.  Hvis der skal være rum for alles dagsordener og forskelligheder, kræver det en umådelig bevægelighed, en åbenhed over for identitetens, nationens og verdens omskiftelighed. At artillery intervenerer virtuelt og fysisk på lokaliteter og steder, er med til at fastholde stedets betydning for kommunikations-processernes udfoldelse. De er også med til at understrege muligheden for at realisere mere idealistiske ideer. 

Når artillery sammen med Dansk Flygtningehjælps frivilliggruppe i Køge designer en annonce, der søger personer af dansk eller anden etnisk baggrund som kontaktpersoner for flygtninge i området, har annoncen det helt konkrete formål at realisere ideen om udveksling mellem fastboere og nytilkommere i Køge. Samtidig er annoncen et led i artillerys ”Good fences make good neighbours?”. På den måde rummer hele ”Køge-projektet” en række udsagn, der opfordrer til refleksion af grænseproblematikker mellem individer, kulturer og lande, men som også helt konkret opfordrer til handling. 

Som en rød tråd gennem de fleste af artillerys nyere projekter lyder deres grundlæggende spørgsmål derfor: ”Does speaking to a stranger constitute a dialogue?” For hvad skal der til for at etablere en dialog? artillery nytænker former for udveksling, hvor nærvær, overskud og vilje til nysgerrighed er de bærende piller. Hvis du involverer dig, er lydhør og investerer dine synspunkter, så er det måske muligt ”at åbne mit rum mit sprog mit land min kultur min stat og mig selv”. En åbning der er af vital betydning for, at demokratiet overhovedet kan rumme forskelligartede og modstridende synspunkter, som konstant genforhandles. 

(1) Teksten er omskrevet fragment af den franske filosof Jacques Derridas refleksioner over gæstfrihed, hvor det lyder: ”at åbne mit rum, mit hjem - mit hus, mit sprog, mit land, min kultur, min stat og mig selv”.