MELLEM HIMMEL OG JORD - et essay om samtidsfotografi, landskab og identitet

Af Trine Rytter Andersen

Hvad er din yndlingsfarve? Bliver jeg spurgt om af og til. Mit svar falder prompte og det har været det samme, siden jeg var ganske lille: Himmelblå! Den ægte altså. For intet kan opmuntre mig i en sådan grad, som det at vågne op til en strålende blå himmel, og intet kan måle sig med den fornemmelse af frihed og vitalitet, som jeg har oplevet ude i landskaber med en høj blå himmel over hovedet.

Morgen

På vej ind til byen tidligt om morgenen, kører bussen på et tidspunkt langs havet, hver eneste gang vi når der til, oplever jeg et glimt af lykke, når mit blik sejler ud over havoverfladen for at møde himmelen, der hvor horisontlinien adskiller himmel og hav: Morgenlyset og himmelens skiftende farver, der spejles i havet, giver mig en følelse af glæde og håb.

Mange gange kikker jeg rundt på mine medpassagerer, ligesom for at spejle mig i den glæde, jeg formoder, at de som jeg må opleve. Men ofte er vi kun et par stykker, som løfter hovederne og retter blikket mod morgenens skønhed.  Vi smiler stille og indforstået til hinanden, mens resten af selskabet er optagede af mobler og panderynkende grublerier eller forvredne i umagelige stillinger, slumrer hen i forsøget på at indhente manglende søvn, eller blot forsøger at undertrykke den ulyst, som dagens gøremål nogen gange kan afstedkomme.

Imens fortsætter bussen ufortrødent sin færd ad asfalten, som klæber til Jordens overflade og minder os om at menneskelivet for det meste leves horisontalt og i bevægelse fra det ene sted til det andet. Men himmelen er blå og solen kysser gavmildt alles ansigter både de vågne og de sovendes.

Nærvær

I min erindring ligger uventede og overraskende oplevelser af lys og liv, som i intense sekunder åbenbares, hvor ingen forventer det og giver anledning til glæde og undren. Et egern uden for vinduet, et helt særligt lys på stuegulvet eller et rønnebærtræ pludseligt fyldt med hastigt fouragerende silkehaler. Jeg husker også store naturoplevelser, i vidstrakte landskaber, hvor følelsen af at være så ubetydelig lille i det store rum kan være så stor en lettelse, at den frigør en livsappetit, der opleves som en nærmest omnipotent beruselse.

Til såvel det lille hverdagsmirakel, som til det store spektakulære panorama, knytter sig et intenst nærvær, en nærmest oversanselig tilstedeværelse, som ganske enkelt er dybt følelsesmæssig tilfredsstillende og skøn.

Bjerg

I den forløbne uge har jeg brugt tid på at betragte tre forskellige serier af fotografier, som hver på deres måde tager fat på naturen, landskabet og det som foregår der.

Den første stribe billeder af Ebbe Stub beskriver en række scener fra bjergvandringer i Norge i 1950’erne. Bjergbestigernes udstyr og beklædning minder om forgangne tiders ekspeditioner. Der er både mænd og kvinder og deres kroppe er blødere i konturerne end nutidens veltrænede hard bodies. De er på vej op ad bjerget og de bevæger sig i snehvidt landskab sammenbundne med liner, hvor menneskekæden på fotografiet leverer såvel retning og kontrast til billedfladen. Et andet sted gøres der ophold i solskin, personerne poserer frontalt, afslappede, siddende på klippen med det bagvedliggende landskab i ryggen. Farverne er grålige men ikke uden intensitet. Personerne er ikke rigtig i fokus. Hvad er det, der mangler? Et andet ophold: nu ved en afgrund ned mod en fjord. Personerne i billedet står og sidder fordelt langs bjergkanten med ansigterne vendt mod fjorden. En enkelt står faretruende nær afgrunden, men på en underlig uvirkelig, næsten søvngængeragtig facon. Hvad sker der her? Igen denne følelse af, at der mangler et eller andet – at der er mere på færde end det, øjet kan se.

Billederne synes at pege på den psykologiske side af bjergbestigningen og at nedtone den historiske og repræsentative del.

Landskabet er målet, menneskene undervejs mod målet – bjergtoppen.

Jeg fremkalder det kendte billede af Caspar David Friedrich ”Vandreren” på nethinden, skikkelsen på bjergets top overskuende et tågehav med spidse bjergtinder som skarpe tænder, der springer ud af et enormt gab.

Billederne foran mig rummer også romantiske elementer: Det på en gang storladne og anelsesfulde, fornemmelser af usynlige lag i billederne, som man kan mærke som bagvedliggende skygger. Tågen hos Friedrich er her afløst af et manipuleret ”blur”, som nedtoner det, som oprindeligt var fokuseret og skarpt, for i stedet at bringe blikket på nye veje i billederne i en søgen efter fikspunkter og mening.

På den måde tvinges beskueren til at drømme i vågen tilstand, og som personerne i landskaberne famler sig opad, må man med blikket famle sig rundt i billederne i forsøget på at etablere en dialog med disse genfærd fra fortiden.  Og mens man sådan med blikket klatrer rundt på billedsiden og forsøger at finde fodfæste i landskabet og kontakt med personerne i det, oplever man at det slet ikke er de enkelte menneskers handlinger, der er af betydning her. Nej, det er det store perspektiv, som er centralt. Ikke det ene billedes fortælling i sig selv, men hele rækken af billeder i deres forskudte sammenhæng.

Billederne fra de norske fjelde taler om, hvordan vi brugte og stadig bruger naturen til oplevelser og selvrealisering. Selv om kunstneren på en subtil måde har bortvisket det, som skulle understrege øjeblikkets betydning og storhed, kan vi stadig fornemme det, som er på spil.

Modstand

Opholdet i naturen, den vertikale bevægelse op ad bjerget, er forbundet med fysiske og mentale udfordringer, og tilstedeværelsen her mellem himmel og jord bringer os i kontakt med et sanseregister i en anden skala, end den vi kender fra vores horisontale hverdagsliv. I psykologien taler man om, at modstand skærper vores fornemmelse af at være i live, og at vi netop derfor er så tilbøjelige til at opsøge den. Bjergvandringen er forbundet med en sådan modstand, og i bestræbelserne på at overkomme den, skærpes vores sanser til det yderste. Deroppe på toppen slapper vi af, og belønningen indfinder sig med lykkesuset, der udløses ganske af sig selv af hormonal vej.

Mens vi måske oplevede opturen som en tåget affære, hvor vi, med sveden dryppende fra panden og ømme, trætte muskler, forsøger at holde trit med vores ledsagere, oplever vi i hormonrusen os selv i sammenhæng med omverden på en stærkt nærværende facon: Verden dukker op på ny, blikket er ikke længere sløret og fjernt. Alt opleves knivskarpt: kroppen, hjerteslaget, landskabet, lugten, lyset og vinden.

Det er i sådanne øjeblikke, at vi er tættest på os selv. Det er også i sådanne øjeblikke, vi oplever den største trang til at dele verden med en anden – sprede glæden! I romantikken brugte man denne følelse som et springbræt til Gud, men i moderniteten, hvor vi er overladte til os selv, må vi nøjes med at erkende oplevelsen som en individuel fuldbyrdelse.

Naturoplevelsen som en perspektiverende og korrigerende katalysator for at træde i eksistens som fysisk og psykologisk individ.

Landskabets omvej

Oprindeligt var landskabet i kunsten malerens gebet, det kulminerede i det moderne abstrakte ’colour field’-maleri, som i 1960erne blev sat til vægs af minimalismen og monokromets definitive udsagn. Trods livskraft og store armbevægelser i 1980erne, ”døde” det stakkels maleri.

På maleriets grav dansede nye generationer af kunstnere, og mange af dem, som i postmodernitetens langstrakte skygge, følte sig stæggede på deres kunstneriske vingefang, vendte sig nysgerrigt mod fotografiet, for i fred og ro at undersøge optikkens kunstneriske muligheder. Med dem rejste fotografiet sig med en spændvidde og styrke, som inden længe bragte det dengang perifere kunstmedium direkte ind i hjertet af den etablerede kunstverden. Den teknologiske udvikling favoriserede ligeledes mediet, og fotografiet blev hurtigt allemandseje og siden absolut mainstream. Heldigvis, for selv om maleriet genopstod med fornyet friskhed i 1990’erne, er det stadigvæk forbundet med en del forklaringsproblemer at male landskaber. Men fotograferne derimod kan bare fyre løs.

Fotografi

Fotografi i dag har ofte en størrelse, som minder om maleriets formater, og der er ingen tvivl om, at samtidsfotografi i udpræget grad har nærmet sig maleriet. Ikke blot fordi fotograferne bevidst udnytter skalaen samtidig med, at de raffinerer farvefotografiets maleriske muligheder. Den digitale teknologi skaber nye muligheder for at manipulere fotografiet, på samme måde som maleren kan bortmale eller tilføje elementer i sit billede. 

Bragt i anvendelse i forbindelse med landskabsmotiver kan fotografen i langt højere grad træde i karakter som fortæller. Billederne er ikke blot dokumenter fra virkeligheden, men også i højeste grad fiktioner med narrative tilføjelser, som i helheden præciserer, ikke kun det fysiske øjeblik, som beskrives, men i højere grad også de underliggende emotionelle bevæggrunde. Det iscenesatte fotografi, som repræsentativt herfor, er højt estimeret, og et fotografi kan sagtens være en sampling af flere billeder. I en serie vil det ene billede ofte have visuelle eller følelsesmæssige elementer, der på en associativ facon bygger bro til det næste. På den måde ligger meget fotografi i dag et sted imellem maleri og film med formelle og indholdsmæssige referencer til begge genrer.

På en sund måde har det været muligt at frigøre det fotografiske felt for de mest bagstræberiske dogmer, og det er nu med til at give mediet dets store bredde og generelle åbenhed overfor nye teknologier og muligheder. Fotografi er i dag, måske overraskende for nogen, et særdeles plastisk medium.

Fotograferne i denne sammenhæng er alle eksponenter for en yngre kunstnergeneration, som uden problemer navigerer mellem analoge- og digitale teknikker, og som alle opfatter sig selv som iscenesættere af historier med såvel maleriske-, litterære- som filmiske referencer.

Mellem himmel og jord

Her midt i denne tekst, som forsøger at udfolde sig mellem himmel og jord, skal vi nu rette blikket lige op i luften. Mod os kommer en hvirvlende klump af ben, vinger og fjer: en anskudt fasan, flaksende mens den kæmper for sit liv i luften på vej mod den uundgåelige død på jorden. Dying Birds hedder denne serie af kunstnerparret Nicolai Howalt og Trine Søndergård. Fuglene i alt deres skrøbelige vingebaskende skønhed er ”fangede” i den brøkdel af et sekund, det tager tyngdekraften at bemægtige sig deres pludseligt livløse kroppe i faldet mellem himmel og jord.

De to kunstnere har i en tidligere serie How to Hunt, stillet skarpt på jagttraditioner, som de udfolder sig socialt og praktisk i det danske efterårslandskab. De døende fugle er uddrag fra jagtoptagelserne, men fuglene ses enkeltvis, som gråsorte tegn på en næsten hvid baggrund. De er indscannede fra analog fotografi til digitale billeder og videre til ædeltryksteknikken fotogravure, som er kendetegnet ved en meget stoflig og kornet overflade. De døende fugle fremstår her som sorthvide nærmest abstrakte figurer, der kan minde om tegn udført med maleriske penselstrøg. I billedernes overflade lyser en næsten usynlig aura af grøn og violet farve, som tilfører disse højæstetiske dødspoesier en særlig immateriel kvalitet.

Howalt og Søndergård forener i Dying Birds jagtens to modsatrettede begær: kærligheden til dyret og lysten til at slå det ihjel. På en enestående elegant facon fastholder de beskueren i disse ambivalente overvejelser, idet fuglene på billedfladerne forbliver kæmpende for livet i en bevægelse op eller ned (?), som her for evigt udspiller sig mellem himmel og jord – mellem liv og død.

Nat

I en hytte i træets top kan man ligge i ly af natten og udfolde sine længslers drømme, herfra kan man hyle til månen og udskrige sin trang til at kende andre end sig selv.

Dansk samtidsfotografi har for tiden en ganske særlig kratlusker, en fotograf, som har gjort landskabet og natten til sit domæne. Astrid Kruse Jensen har en udpræget sans for det uhyggelige og det erotiske i det kendte, og for tomhedens og antydningens psykologi. 

Aktuelt i denne sammenhæng er en serie nattebilleder fra Norge. Billederne udfolder sig som de forrige, mellem himmel og jord, og de viser dybblå landskaber med ensomme huse, oplyst af et gyldent varmt lys, der spredes malerisk i omgivelserne. Grantræer mod sortblå nattehimmel og lysende måne. En kvindeskikkelse så tæt på, at dragtens sanseligt røde stof næsten kildrer i næsen, og igen på afstand med ansigtet vendt mod gadelygtens kølige lys, som en månesyg på længselsfuld vandring i en mennesketom verden.

Norgesbillederne taler om den store naturs rungende stilhed, om menneskenes lidenhed og hjertets rastløshed og evige længsel mod den anden.

Fraværets erotik i en potent iscenesættelse af det anelsesfulde, hvor fotografen er voyeur og vi med hende. Vi nærmer os ”det”, men når aldrig derhen. Billederne afslører ikke deres hemmeligheder, de er som et afbrudt samleje af den kaliber, som kun de, der ved, hvad det vil sige at synge med månen, kender til. På trods af billedernes realisme tilhører de drømmen, og løsriver sig derved fra tid og rum. Astrid Kruse Jensen rammer derfor dybt i den kollektive underbevidsthed, og hendes billeder kan derfor let finde klangbund i lignende psykologiske rejser fra litteratur, film- og malerkunst.

Identitet

Nede på jorden igen kan vi bruge et kort øjeblik på at overveje, hvordan naturen og landskabet i dag først og fremmest er resurser til selvrealisering og erkendelse i forbindelse med identitet.

Overalt i den materielle menneskeverdenen dominerer krav om funktionalitet og æstetik, men også i forhold til vores blik på dyr og natur går disse to forrest.  Vi ”laver” dyr, der passer til vores praktiske behov (pelsfri hunde til allergikere), og som ser ud på en måde, der bekræfter vores individualitet (den omsiggribende påklædning af kæledyr). På samme måde tilpasses landskabet og naturen praktiske fordringer og æstetiske forventninger. Således bliver vores forhold til naturen stærkt præget af vores behov for spejling og selviscenesættelse.

Overalt foregår der en æstetisering af naturen, som konstant følger helt aktuelle trends, inden for hvordan vi i øvrigt indretter verden, så den bedst afspejler vores holdninger og behov. Således er vores naturopfattelse på et givent tidspunkt også et udtryk for de holdninger, der tilkendegives gennem mode, boligindretning, helsekultur, havedesign og kunst.

Tid, frihed og erotik

I en verden, hvor alt skal gå hurtigere, er tid, frihed og erotik de tre mest efterspurgte ”varer”, og derfor ser vi også disse tre anvendt som salgsargumenter overalt i reklamen.

Det æstetiske og det erotiske er tæt sammenvævet, og i overflodssamfundet, hvor tingene ikke længere sælges på fakta men på historier og drømme, er det efterhånden det eneste gyldige salgsargument overhovedet.

Se for eksempel på bilen (eller på mennesket for den sag skyld), som konstant gennemgår en funktionsoptimering og en tilsvarende æstetisering. Bilen er blevet genstand for en stærk erotisering, og det fastholder den som et meget eftertragtet begærsobjekt. Ligeledes har iscenesættelsen af naturen med dens objektgørelse af dyret og af naturen med tilhørende komfortable rekvisitter og dyrt mærkevareudstyr, også karakter af erotisering.

Natur

Brugen af naturen og iscenesættelsen af den finder derfor ligeledes sine argumenter i vores behov for tid, frihed og erotik.

Naturen er slet ikke noget dårligt argument i jagten på disse ting, for den rummer et stort potentiale for at ”levere varen”.  Det forholder sig nemlig sådan psykologisk set, at oplevelsen af god tid forenet med oplevelsen af frihed (bevægelse), skaber et psykisk overskud, et nærvær, der i sig selv er erotisk (stimulerende).

Hertil kan lægges den litterære traditions tilbøjelighed til at knytte natur, frihed, og erotik sammen, der har virket siden Romantikken, og som trods alt stadig er virksom i mange menneskers (under)bevidsthed.

Naturen var, og er det stadig, en meget effektiv rekvisit for os i vores individuelle jagt på glæde og sanselig tilfredsstillelse. På langt sigt er der heller intet, der tyder på, at menneskets begær efter tid, frihed og erotik bliver mindre med udviklingen af den såkaldte moderne verden. Ligeledes er der heller ikke noget, der umiddelbart tyder på, at det erotiske nogensinde ophører med at stå i tæt forbindelse med det æstetiske, og således vil naturen og landskabet i fremtiden i større og større grad finde anvendelse som æstetisk kulisse, eller som modellerbart materiale for tilfredsstillelsen af disse primære menneskelige behov.

På den måde vil naturen vedblive med at spille en afgørende rolle i forhold til vores selvforståelse og identitet.

Kunst

Sandheden er, at den moderne verden rummer mange muligheder for passioner og fantastiske og bevidsthedsudvidende oplevelser. Det helt afgørende er, hvordan vi hver i sær vælger at udnytte disse muligheder.

Netop samtidskunsten har med nysgerrighed og forventning åbnet sig mod det moderne vilkår, og med kunstens æstetiske og refleksive potentiale i værktøjskassen, er kunstnerne i stand til med deres kunst at pege på den moderne verdens begrænsninger og muligheder.

Kunsten bevæger sig ofte i det usikre område, hvor tingene ikke umiddelbart har sammenhæng og mening. Det er kunstens rolle at åbne sanselige og mentale kanaler for den beskuer, der har mod og overskud til at overveje nye indsigter og udsigter. På den måde kan vi ind imellem opdage, at der er mere mellem himmel og jord, end det vi allerede ved.

Another Kind of Adventures

Contemporary Photography And Video Art From Denmark

Udgiver: The Danish Cultural Institute, Beijing 2007

Tekst: Tove Tage og Trine Rytter Andersen