TRANSFORM
EN EKSPERIMENTERENDE BILLEDKUNSTUDSTILLING - DER UNDERSØGER FORVANDLINGENS MULIGHED INDEN FOR RAMMERNE AF DET BEVIDST ISCENESATTE OG GRÆNSEOVERSKRIDENDE SAMARBEJDE
Pressemeddelelse:
Velkommen på opdagelse i et visuelt landskab i konstant TRANSFORMATION
Af kurator Trine Rytter Andersen
Foreningen af Professionelle kunstnere og kunsthåndværkereProKK, udfordrer hinanden og publikum gennem billedkunst i ny struktur: kunstudstilling, laboratorium og arbejdende værksted i ét.
Et alkymistisk eksperiment - samarbejde over grænser - en ligning med adskillige ubekendte. Her kan ALT ske!
42 samarbejdsprojekter med mere end 120 udøvende kunstnere og gæster, omdanner gennem 10 dage Filmby Aarhus til øvelsescenter for billedkunstnerisk samarbejde, forvandling og grænsegængeri.
I studie 1 og 2 indrettes en række “arbejdsstationer”, hvor de forskellige kunstneriske konstellationer kan folde sig ud. Grafikere, billedhuggere, conceptkunstnere, fotografer, tekstiltrykkere, vævere m.fl. vil på tværs af metier og genrer udfordre og udforske hinandens udtryk i samarbejde med forfattere, filosoffer, matematikprofessorer, familiemedlemmer o.a. mere eller mindre utraditionelle medspillere. Projektets rammer er kun i store træk aftalt på forhånd. Meget vil komme til at afhænge af, hvordan samarbejdet skrider frem.
De første 5 dage vil grupperne arbejde på livet løs på at rigge “deres” område til, fyre op under kedlerne og få de alkymistiske kogekar og kolber på kogepunktet. De sidste 5 dage inviteres publikum indenfor på opdagelse, deltagelse og til dialog.