Vidne

Essay til bog om billedkunstner Tine Hind

af Trine Rytter Andersen, 2012

Tine Hind spurgte mig en dag, om jeg ville skrive en tekst til bogen her.

Jeg har anmeldt hende en enkelt gang for nogle år siden og vi færdes i de samme kunstnerkredse. Vi kendte tidligere kun hinanden af omtale og udseende, begge holdt vi afstand styret af en uforklarlig modvilje. Men så ville tilfældet, at vi for nogle år siden kom til at sidde ved siden af hinanden i toget mellem København og Aarhus.

Der mødtes vi for første gang rigtigt i nogle få intense timer.

Med Tine Hinds henvendelse genopdager vi noget af det, vi berørte gennem vores samtale dengang i toget.

*

Jeg besøger Tine Hind i hendes atelierlejlighed; rustikt og spartansk indrettet på loftet i en gammel ejendom i centrum af Aarhus. Hendes hjem er en rede og en hule, men først og fremmest udstråler stedet den på en gang rolige og rastløse energi, som driver en kunstner, der altid er i færd med at grave i menneskelivets mange lag. Denne evne til intensitet og nærvær på den ene side og  konstant bevægelse i både fysisk og mental forstand på den anden side, er paradoksalt nok ofte knyttet til den samme personlighed. Den sensitivitet, som evner at gå tæt på og trænge ind i livets sprækker – at se i mørket – er ofte forbundet med en lige så stærk modsatrettet næsten nervøs energi, der samtidigt driver frem og holder igen.

Ved siden af Tine er jeg i fysisk forstand en kæmpe, men fastnaglet i hendes klare øjnes blik forekommer det mig, at vi hele tiden er i nøjagtig øjenhøjde. 

Jeg har mødt den udstråling før og altid slår det mig, hvor stærk en person må være for at kunne bære så stor en skrøbelighed – ikke kun sin egen, men i allerhøjeste grad også alle vi andres skrøbelighed.

Jeg får te og en tallerken med fint anrettet mad og frugt og falder med den, til ro i den ene af to umage stole ved spisebordet under det skrå himmelvendte tagvindue. Lige så stille går vi i gang med at lære hinanden at kende: Hen over bordet former vi spørgsmål og svar, mens rummet først lukker sig hyggeligt og beskyttende omkring os. For så igen at åbne sig i takt med at tilliden vokser og giver os plads til at slække på formen og slippe sindet løs i mere associative tankemønstre, som nu ubesværet vokser og flettes sammen under stuens blottede hanebånd. Samtalen udvikler sig som en blid skvulpen af lunt saltvand i havnebassinet. Hvem er du?, spørger vi begge hinanden uden direkte at sige det højt. Vi er begge opslugte af at registrere og bearbejde informationer om hinanden. Begge har vi nettene ude, og vi leverer generøst til hinandens fangst.

Vi opdager hurtigt, at vi begge to er optaget af mennesker og af os selv i relationen til andre. Vi deler en kompromisløshed i mødet med den anden, og en dyb tilskyndelse til at se om bagved facaden.

Med blikket på vandring i Tine Hinds stue opdager jeg en lang række ting og bøger, derberetter om et liv fyldt med dialoger – visuelle og verbale. Der er en stor stak notesbøger, nogle åbne og fyldt med ord og tanker. Der er udvalgte kunstbøger på vej ind og ud af reolen. Egne skitser til gennemsyn på gulvet. Der er filosofiske skrifter og tekster om at balancere i livet. Der er billeder, postkort og objekter på hylder og vægge, som bære præg af personlige valg og relationer mange steder i verden.

På hanebåndene over tegnebordet, ligger mapperne med tegninger og ’stokkene’[1] til træsnittene og langs væggene står billeder i rammer.

Selv om der er mange ting i rummene, er Tine Hind ingen materialist, hun er ikke optaget af tingenes overflade men derimod af deres sjæl. Skønheden ligger ikke i det ydre og ingen stramme indretningskoncepter styrer dette hjems frue. Hjemmet er formet af sindet og det som Tine Hind er optaget af, de svar hun søger og de undersøgelser, hun altid er i gang med. Det centrale designikon her er en stålgrå Mac Book Pro, kunstnerens ultimative ven i hverdagen.

 For nogle år siden måtte Tine Hind sige farvel til sin mand og det fælles hjem på Anholt, som de selv havde tegnet og bygget. At blive i stand til give slip på fortiden og på relationer som ikke fungerer, er en livsopgave, som Tine Hind har påtaget sig at lære. ”Jeg var engang så vild…… og vred”, siger hun, og beretter stille om at selv tilsyneladende velfungerende hjem kan være et farligt sted for børn. Hun ved, hvad det koster en i voksenlivet, at frigøre sig af dysfunktionelle familiemønstre. Længe skjulte hun sit lave selvværd bagved en kolossal selvoptagethed: Fyldte meget overalt og inde i sig selv – og skabte konflikter begge steder. Indtil hun opdagede, at det skema, hun fulgte, i virkeligheden forhindrede hende i at fastholde den dybe kontakt med sig selv og med omverden, som hun længtes efter. Hermed begyndte hendes lange rejse ind i nyt land, hvor mere konstruktive livsstrategier opdages og læres.

”Der er god hjælp at hente, hvis man vil - rejsen er slet ikke slut, men herfra handler det ikke længere om, hvad jeg VIL have, men om hvad jeg kan give! Før var jeg kun noget i kraft af min kunst, i dag er jeg et sted i livet, hvor kontrol og perfektionisme spiller en langt mindre rolle. Der er blevet mere plads til humoren og det er en stor lettelse for mig, at jeg ikke længere har dette stærke behov for anerkendelse og at jeg ikke længere føler et brændende behov for at forsvare min ret til livet”, siger Tine Hind, mens vi dvæler ved den fælles taknemmelighed over bogen ”Det selvudslettende Barn” af Alice Miller,[2] som vi begge, opdager vi, betragter som afsæt for personlige følelsesmæssige gennembrud.

Med et krus frisklavet lakridste i hånden bevæger vi os ind i det højloftede atelieragtige værelse i den anden ende af lejligheden. Nu er vi parate til at se på billederne, som står i lag langs væggene. Midt i rummet står et gammelt skrivebord, hvorfra Tine Hind for tiden forsøger at skaffe sig et overblik over sin samlede produktion, i bestræbelserne med at udvælge værkerne til denne bog. Ringbind med diasnegativer og print ligger fremme og der sætter vi os sammen, for at begynde et sted.

Det er overvældende – sikke en produktion! Vi bladrer os igennem mappernes indhold med afstikkere til billederne langs væggene.

Som kunstner er Tine Hind ‘klassisk’ i ordets bedste betydning og hendes kunnen er ind imellem mesterlig og i familie med modernismens store skikkelser.

Mennesket er motivet i hendes billeder og hun er selvfølgelig optaget af anatomien såvel som farven og kompositionen – men følelserne styrer.

Hun søger det samlede udtryk i det enkelte værk, som bedst beskriver følelserne, der ligger til grund for det. Man kan ikke sætte hende i bås, for Tine Hind er ekspressiv, lys, mørk, abstrakt, magisk og realistisk, som det passer hende.

Lige siden sin barndom har Tine Hind knoklet med at beherske tegnekunsten. Som ung tilsidesatte hun alt andet for at øve sig og hun gik til opgaven med en alvor og flid, som kun helt særlige børn og unge gør det.

Jeg betragter det ene portræt efter det andet og beundrer hendes beherskelse af teknikerne på den ene side og den store indlevelse og følsomhed på den anden side. Netop de karakteristika, der kendetegner et menneske, som drives af en stærk indre trang til at kæmpe for sit livs berettigelse og derfor må stille de største krav til sin egen kunnen og samtidig behandle sit motiv med den dybeste respekt og indlevelse. Jeg ved også at man som portrættegner, kan komme tæt på sit motiv fra en sikker afstand og at netop det er helt centralt for en kunster med en så dirrende sensitivitet som Tine Hinds. Jeg kan se og mærke alle disse venner, veninder og kærester, som ser på os fra arkene på bordet og lærrederne rundt omkring. Jeg fornemmer den alvor og kærlighed - - - ja, ind imellem også det drama, som må have brændt mellem kunstneren og de mennesker, der har stået hende nær. Og jeg bliver rørt over al den energi og omsorg, som hun har investeret i sit arbejde med at lave portrætterne.

Tine Hind er ikke genert over at sige, at hun har elsket nogen – eller at hun var betaget af en mand eller af en kvinde. Hun har undersøgt kærlighedens væsen og har ikke nogen berøringsangst heller, når hun beskriver erotikken og de nøgne kroppe i sine billeder. Det er aldrig skønmaleri og slet ikke lystspilsagtigt. Tine Hinds erotiske univers derimod er stærkt, sårbart og frem for alt båret af en ømhed, der nogen gange er hudløs i sine udleveringer. Kroppene og kønsorganerne, foreningen mellem mand og kvinde skildres med lige dele interesse for den ydre som den indre tilstand. I de erotiske billeder er der ikke kun tale om en sammensmeltning i fysisk forstand, det er i lige så høj grad den psykologiske og ikke mindst den åndelige dimension af dette møde mellem to kroppe og to sjæle, der optager hende. Det overrasker mig derfor ikke, da hun fortæller at hendes yndlingspoet er Leonard Cohen[3] og at han sammen med den evigt hæse Tom Waits[4], altid synger omkvædet i hendes egen indre sang.

Cohens tekster går i dybden med hadet, kærligheden, længslen og begæret, ikke mindst fordi han selv har jagtet begæret i mangen en kvindekrop. Men for Cohen kunne begæret efter kvinder ikke tilfredsstilles, fordi behovet for at besidde dem var så stærkt, at det ødelagde hans kærlighed til dem. Derfor har han med alderen vendt sig mod buddhismen, hvor netop begæret og udfrielsen af det, er et bærende tema. Som Cohen har også Tine Hind konfronteret dæmonerne i sig selv og behovet for at erobre og eje den anden: Flere tidlige selvportrætter tager afsæt i selv-dæmoniseringen, som et udtryk for netop den selvfremmedgjorthed, som Alice Miller beskriver.

Skildringen af kærlighedens smerte og temaer som underkastelse og dominans lades heller ikke uberørt af den Hindske pen(sel). Kønnets og seksualitetens magt på godt og ondt, er nærværende i serier som f.eks. den om S/M af lidt ældre dato og inspireret af Anne Linnet[5] og Marquis de Sades ”Hvid Magi” og den nyere om sindets opløsning og kønnets krænkelse, der handler om trafficking set fra den handledes kvindes vinkel.

Ligesom Anne Linnet er eksponent for politiske og feministiske tekster fra 80ene, er også Tine Hind blandt de kvinder fra den generation, der for alvor tog sig friheden til selv at udforske kønnet og begærets positioner fra såvel besidderens som fra den besattes synspunkt. I den forstand er Tine Hinds erotiske kunst et vidnesbyrd om en udvikling, der siden 1960erne har udfordret det patriarkalske kønsrollemønster og udsat seksualiteten for et væld af eksperimenter og nye positioneringer. Nøjagtig som Leonard Cohen, har Tine Hind og mange andre med dem opdaget begærets tvetydige karakter og på baggrund af det, har de fundet en mere varig indre tilfredsstillelse gennem forskellige former for spirituel praksis.

For Tine Hind gik vejen en dag forbi en selvhjælpsgruppe[6], der siden har hjulpet hende med at finde den indre ro og styrke, som hun så længe ikke havde adgang til i sig selv. Det er netop hendes personlige erfaringer med livet, der gør hende til en så indlevende og præcis skildrer af den menneskelige eksistens’ grundvilkår. Jeg er overbevist om at det gælder for alt stor kunst og skuespil, at den udøvende selv må være vidende om livet på godt og ondt for at kunne være en troværdig fortolker af det.

Et godt eksempel herpå er som tidligere nævnt: Tom Waits, hvis raspende stemme vel nærmest er selve inkarnationen af det tyvende århundredes kroniske ”hang over”, og med hvilken han beskriver eksistenserne på bunden af samfundet – nådesløsheden for de udstødte og magtesløse: Luderne og bumserne.

Tine Hind har som Waits, blik for og indlevelse i enspændernes og de udstødtes liv og skæbner. Hun har i gennem sit lange virke altid haft en stærk dragning hen imod mennesket på kanten af eksistensen. Som Cohen og Waits erkender, ved også Hind af egen erfaring, at bag det store begær gemmer sig en lige så stærk dødsdrift og som sine to mørke sjælevenner, ved Tine Hind også: At så længe begæret går hånd i hånd med dødsdriften, halter misbruget gerne efter. Først når vi konfronterer dødsdriften og erkender vores fundamentale dødsangst, som foragten for døden forsøger at skjule, kan vi gå frem uden at lade os styre af angsten og den selvødelæggende adfærd. 

Er vi enestående? Eller er vi bare alene? Sådan spørger billedkunstner Tanja Nellemann Poulsen[7] fra en plakat, som længe har hængt i mit hjem. Spørgsmålene bygger bro mellem grandiositeten på denne side og det lave selvværd og angsten for udslettelse, på den anden side og de synes også at være omdrejningspunkt i mange af Tine Hinds billeder. Det nøgne menneske alene i landskabet, presset mod jorden, bøjet under himlen, er et motiv der går igen. Det vi ser her, er det psykologiske menneske i et ligeså psykologisk (indre) landskab – et udtryk for den sjælelige indre kval såvel som for den ydre kropslige. Billederne i sig selv og deres tilblivelse, beskriver og imødekommer tilværelsens ubønhørlige krav om at skabe mening og sammenhæng indeni og udenpå, for ikke at gå til grunde, miste sin berettigelse og blive fremmed for sig selv og for verden.

Mens jeg betragter disse sindets billeder med deres mørke og jordfarver, tænker jeg på en gammel sort og hvid film om Svend Wiig Hansen, som Finn Thybo Andersen[8] engang viste os, da jeg var elev på Ranum Kunstskole. Svend Viig Hansen arbejder i filmen på sin monumentale ”Moder Jord” skulptur[9] (senere Oceania), som i dag står i Flakhaven i Odense. Hans kamp med leret er ufatteligt betagende pga. hans intense besættelse af opgaven. Svend Viig og Tine Hind har et tydeligt slægtskab: sjæleligt og kunstnerisk. Wiig Hansen var en gigant rent kunstnerisk – utrættelig i sit arbejde og samtidig et følsomt og meget genert menneske. Som han kunne beskrive den skrigende og blødende krop, kan Hind beskrive den skrigende sjæl og ligesom han kunne indfange dramaet i menneskets kamp i arkaiske former og ”primitive” masker, kan hun skære ind til benet og ind til de følelser og de udtryk, som vi forsøger at skjule for os selv og for andre.

Mangen en kunstner har frygtet sine indre dæmoner mindre end det at miste dem, fordi de inderst inde var overbeviste om, at netop dæmonerne var grunden til deres kunstneriske nerve. ”Det er rigtigt at du mister noget, men du får noget andet i stedet”, siger Tine Hind. ”Når dæmonerne fylder mindre, holder man op med at slide sig selv og andre i stumper og stykker – kunsten forsvinder ikke, men den får en lidt anden karakter”.

Hvor Tine Hind i sine unge år kunne bevæge sig på grænsen af det illustrative og måske også var mere vild og ubehersket rent billedligt, har hun i dag opnået en mere fri og utvungen balance mellem det naturalistiske og tegningen på den ene side og det malerisk abstrakte på den anden side. Denne udvikling, forekommer det mig, er sket i takt med hendes egen menneskelige udvikling og aldrig på bekostning af udtryksfuldheden eller hendes tekniske bemestring og perfektionistiske tilgang til hvert enkelt billede.

Tegningen var og er helt central i Tine Hinds værk og hun er helt ubetinget en vidunderlig tegner. Dette kommer tydeligt til udtryk i hendes talløse grafiske arbejder, hvoraf især de sidste bærer præg af stor sans for det maleriske som et udtryk for det sjælelige, det usproglige og poetiske. Gennem talrige eksperimenter med pigmenter, lim og diverse væsker og farver henover tegningen i træsnit, ætsning og radering er hun konstant i færd med at udvikle og undersøge spændevidden inden for det grafiske felt.  Ofte bevæger disse billeder sig på grænsen af formmæssig opløsning, således bliver farven og dens udbredelse, gennemsigtighed og kraft lige så betydningsfuld og ladet som stregen, der beskriver motivet.

For at bringe sin tegnekunst et nyt sted hen og for at slippe den besværlige kontroltrang, har Tine Hind praktiseret blindtegning i mange år – en særlig øvelsesform, der ofte bruges i tegneundervisning: For at udvikle sine evner til at SE det man tegner, i stedet for at tegne det, man tror man ser, er det en god ide ikke at se på papiret, mens man tegner. Det iøjnefaldende ved blindtegninger er, at de ofte er meget udtryksfulde, sanselige og smukke, selvom de også tit er både fortegnede og næsten barnlige at se på.

Blindtegningen er trods dens indlysende fejl ofte mere ’sand’ i betydningen ærlig end den konventionelle tegning, og det er grunden til at Tine Hind nu ofte bruger sine blindtegninger af mennesker som forlæg for sine malerier og træsnit eller direkte i sine grafiske arbejder.[10]

I de meget smukke monumentale træsnit, som udgjorde udstillingen og illustrationerne i bogudgivelsen Dronningen, som Hind udgav i et samarbejde med sin unge forfatter-niece Sulaima Hind[11], er blindtegningerne med til at give træsnittene deres stærke udtryk og sjælfulde intensitet. Samarbejdet mellem moster og niece er overbevisende og det trækker på de allerdybeste sider af deres genetiske og psykologiske slægtskab. Dronningen handler om at finde og elske sit eget forsømte indre barn. Historien, som bygger på Sulaimas drøm, viser os, at der sommetider skal ske meget dramatiske ting for at åbne et lukket hjerte.

Begge kunstnere bruger deres egne livserfaringer direkte i deres kunstneriske arbejde og begge har de mødt livets udfordringer med mod og kampgejst og ikke mindst sulten efter dybere indsigter.

De enorme træsnit til Dronningen[12], er noget helt for sig og kun de, som selv har maset med stemmejern og snitteknive i en træplade, kan forstille sig det arbejde, det er rent fysisk at lave så store træsnit. Grafik i store formater er generelt en prøvelse, fordi det dels kræver gode armkræfter og så er grafikken simpelthen et langsomt medium, som sætter tålmodigheden hos den udøvende på endeløse prøver. Tine Hind har aldrig sparet sig selv for nogen anstrengelser for at opnå sine kunstneriske mål og det er så tydeligt her i rummet, hvor værkerne står i rækker og lag. ”Der er skam perioder, som er helt udsolgt”, fortæller hun, idet jeg spørger til afsætningen:

”I midtfirserne var det helt overvældende – det må være der, jeg toppede”, smiler hun.

Mørket er langsomt listet ind i krogene i rummet, hvor vi sidder – teen er blevet kold, mens tiden er fløjet af sted. Via billederneer vi rejst gennem Tine Hinds liv og motivkreds og jeg mærker vægten af det levede liv og ikke mindst respekten for det vidnesbyrd, som kunstneren siden sin pure ungdom, har påtaget sig at levere gennem så mange malerier, tegninger og grafiske blade.

Hvis der en kunstner, som jeg føler trang til at nævne nu, så er det Jørgen Haugen Sørensen:[13] For han er som Tine Hind, et vidne, der gennem sin utrættelige skabertrang, hver dag tager opgaven på sig: Han beretter også  om verden og menneskenes evindelige og ofte uretfærdige kamp for at overleve i den. ”Jeg tror jeg ser”, siger han om sin besættelse af mennesket, dets liv, lidelse og død – ”Jeg tror, at verden har brug for vidner”. Også han har lavet portrætter af alle sine venner og også han er som menneske og kunstner, trængt ind i kroppene og sindene, for at opdage deres hemmeligheder og forstå deres sande karakter.

Jeg pakker mine ting og siger TAK og farvel til Tine Hind. På vejen hjem glæder jeg mig over, at jeg på trods af den umiddelbare modsand, alligevel har truffet Tine Hind.  Jeg mærker, hvor stærkt et indtryk hun og hendes kunst gør på mig - - - og nu ved jeg godt hvorfor: Svaret findes i det, vi har tilfælles. 

Jeg er overbevist om, at Tine Hinds billeder udtrykker noget, som alle kan genkende i sig selv. Desuden kan jeg mærke, at hendes kunst og udtryk kommer fra hjertet og derfor har hendes kunst en renhed i den forstand, at den ikke forsøger at være andet end det, den er. Tine Hind har aldrig været til fals for kunstens modeluner og hun har ikke på noget tidspunkt forsøgt at tilsløre sine klassiske aner med et mere samtidskunstagtigt og trendy udtryk. Hun er, som hun er og det er hendes kunst også. Det er rart!

På den måde placerer hun sig blandt andre kunstnere, som upåagtet af tidsånden utrætteligt fastholder et stærkt indre fokus på det, livet byder dem at beskæftige sig med. ”Jeg har altid selv tænkt, at hvis jeg skulle sættes ind i nogen ’isme’, så skulle jeg kaldes ’blueskunstner’”, sagde Tine Hind, da vi talte om musikken. Jeg er helt enig: Blå er tonen i hendes kunst!

Det kan godt være, at verden er i konstant forandring og det kan også godt være, at vi er klogere rent teknologisk, men menneskeligt og psykologisk er vi tilsyneladende stadig de samme skrøbelige og selvoptagede klummermikler. Vi har endnu ikke lært, hvordan vi sådan lige springer over det svære i livet – selv om vi gerne ville. Helst stikker vi først hovedet i busken og senere betaler vi dyrt for vores blindhed. Det ser ud til at hver eneste generation derfor er nødt til selv at gøre sig de mest elementære erfaringer om det at være til. Især vores behov for tilknytning, blive set, forstået og elsket volder problemer. Derfor er det aldrig gammeldags eller ligegyldigt, når kunstnere som Tine Hind og hendes ligesindede – alle dem, som ikke er bange for at se - bidrager med billeder, sange, bøger og skuespil, der kan vise os, at vi ikke er alene om alt det svære.

Vi har i sandhed brug for vidner og for vidnesbyrd.

Noter:

[1] Stokken er den træplade, (ofte finer) som der udskæres i og tages aftryk fra, ved produktion af træsnit.

[2] Alice Miller, f. 1923, schweizisk psykoanalytiker og forfatter til flere bøger om barndommens betydning for den voksnes psykiske problemer. I Det selvudslettende barn, (1982) beskriver hun udviklingen af et omverdenstilpasset "falsk selv" som grundlaget for narcissistiske forstyrrelser. I senere bøger anklager hun pædagogikken, psykoanalysen og forældrene for at krænke barnets "sande selv" med livslang lidelse og tab af vitalitet til følge. Kilde: Gyldendals åbne encyklopædi.

[3] Leonard Cohen f. 1934; Canadisk singer-songwriter

[4] Tom Alan Waits f. 1949; Amerikansk komponist, sanger musiker og skuespiller

[5] Anne Linnet f. 1953; Dansk sanger, musiker og komponist

[6] Al-Anon: www.al-anon.dk / ACA: www.aca-danmark.dk

[7] Tanja Nellemann Poulsen f. 1971; Dansk billedkunstner

[8] Finn Thybo Andersen f. 1943; Dansk billedkunstner

[9] Svend Wiig Hansen (1922 - 1997); Dansk billedkunstner: Om titlen Oceania sagde Svend Wiig Hansen ”Jeg kalder den Oceania – havet. En dråbes fantasi er vokset til en bølge, der bærer skummets hvide smil”. Som årene er gået, er det blevet en af de mest elskede skulpturer i Odense og den overdimensionerede kvindekrop fungerer blandt andet som en glimrende rutschebane for børn og barnlige sjæle. Kilde: Odense Kunstmuseums hjemmeside

[10] Tine Hind har i mange år undervist i blindtegning og portrættegning på diverse kunstskoler i Aarhus

[11] Sulaima Hind f 1969 Dansk forfatter; vendte som teenager det etablerede samfund ryggen og søgte ind i alternative undergrundsmiljøer. I den rå og ligefremme debutroman “Voxeværk” trækker hun på sine egne barske oplevelser som gadebarn, drukpunker og BZ'er. Hinds tre andre udgivelser er ligeledes kendetegnet ved usentimentale skildringer af det sårede men ofte også ukuelige liv. Der er overgreb, misbrug, svigt, stor længsel og ensomhed i hendes fortællinger, der alle er kendetegnet ved socialrealistiske iagttagelser af menneskeskæbner. Kilde: Forfatter Web.

[12] Se træsnittene og tilvirkningen af dem på www.tinehind.dk

[13] Jørgen Haugen Sørensen f. 1934; Dansk billedhugger og filmskaber.

Citat fra filmen ’Jeg tror jeg ser’, udgivet ifbm. udstillingen ’Mens Vi Venter’ på Statens Museum for Kunst, 2008

Bogen om Tine Hind kan købes hos Tine Hind: kontakt her