Interview med kurator Trine Rytter Andersen

af Mette G Houman

Blikket på kunsten er nu gået ind i sin tredje og sidste fase med en nyophængning foretaget af performancekunstneren og kuratoren Trine Rytter Andersen.

Endnu engang er der blevet omprioriteret og flyttet rundt på værkerne af de i alt 45 udstillende kunstnere, men denne gang ser det helt anderledes ud.

Jeg har talt med Trine Rytter Andersen om arbejdet med udstillingen og hendes særlige blik på kunsten. Aalborg Kunstpavillon har bedt dig sammensætte en udstilling på baggrund af et bredt udsnit af nordjyske kunstnere, der arbejder inden for vidt forskellige genrer og stilarter. Hvordan har du grebet den opgave an?

Som udgangspunkt stritter udstillingen ganske rigtigt i mange retninger. Det er jo meget forskellige kunstnere, der alle arbejder forskelligt rent formelt. Der er også flere generationer tilstede, og det præger selvfølgelig karakteren af de udtryk, som skal eksisterer side om side i selve udstillingen.

Jeg har grebet opgaven an ved først og fremmest at forholde mig til den indholdsmæssige side af sagen. Altså hvad vil kunstneren, og hvad handler værket om? Forholder værket sig til identitet, tro, krop, relationer, alder, køn osv.? Er det politisk eller socialt? Arbejder kunstnerne med rent formelle undersøgelser af et materiale, et motiv eller en form?

Det første som møder øjet, når man i en situation som denne, står i en sal fyldt med billeder og ting, er at det slet ikke hænger sammen – men så snart man begynder at se sig rigtigt på tingene viser det sig oftest, at der er mange fine tematiske sammenfald på tværs af de formelle udtryk som sådan og på tværs af generationerne. Det er disse tematiske forbindelser, som jeg har brugt som ledetråd i mit arbejde med at skabe en sammenhængende og dynamisk udstilling.

Du har i de senere år arbejdet med koncept- og performancekunst. Hvordan vil du beskrive det kunstsyn, der ligger til grund herfor, og hvordan påvirker det dit blik på kunsten her?

Jeg har en næsten 10 år lang forhistorie i den klassiske billedtradition. Jeg har gennemgået en grundskoling på Århus Kunstakademi, hvor jeg lærte at se og at tegne ’rigtigt’. Dvs. såvel genstandstegning, bevægelsestegning og croquis. Før jeg blev optaget på Det Jyske Kunstakademi var jeg fuldkommen opslugt af at modellerer mennesker og dyr. Det betyder, at jeg som udgangspunkt har en stor kærlighed til de klassiske modernistiske udtryk, og jeg kan også værdsætte en naturalistisk tegning for dens iboende abstrakte kvaliteter. Min egen praksis i performancegruppen artillery skal ses som en eksperimentel ramme, inden for hvilken, vi kunne udfordre nogle af de dogmer, som vi var blevet konfronteret med på kunstakademierne i 90erne. Det var lige efter ’Maleriets død’, og tiden var præget af postmodernistisk tænkning, dekonstruktion og diskurs-forgabelse. Ingen troede rigtigt længere på, at kunstværket som æstetisk unika havde nogen gang på jorden i en verden, hvor industrien lynhurtigt kunne maseproducere en hvilken som helst dippedut og sælge den billigt til hvem som helst.

Der var den gang ikke nogen respekt for håndværk og erfaring, og i princippet kunne enhver jo bare være kunstner, for der var jo ikke nogen diskussion, når holdningen var, at alt var lige godt, og at den enes mening var lige så god som den andens. Alt det der med kunstværkets autenticitet og originalitet blev sat under pres af industrien, som netop hyllede kopierne frem for originalerne. Det var smart, for på den måde kunne man på en gang tjene en masse penge og samtidig kalde det, man gjorde for demokrati – IKEAS store scoop er Democratic Design, der bygger på ideen om, at jo flere der har råd jo mere demokrati. I skyggen af industriens gigantiske produktions-apparat er det svært at være billedkunstner med kun to hænder i et lille værksted.

Heldigvis er kunsten ikke død, og heldigvis er vi mange, som stædigt vedbliver at skabe billeder og ting med vore egne hænder og uden at forvente den store hurtige gevinst. Mit kunstsyn i dag er meget åbent. Jeg er ikke et ’enten eller’ menneske – tvært imod tror jeg, at visdommen ligger i at kunne rumme et stort ’både og’. Jeg har været anmelder i 4 år, og jeg har siddet i Kunstrådet i Århus, og det arbejde har lært mig, at det stadigvæk er muligt at tale om og diskutere kunstnerisk kvalitet. Kunsten er et fag og et håndværk, som bygger på viden, erfaring og kreativitet.

Kunst er afhængig af tre ting: at du vil, at du må og at du rent faktisk kan – altså at du har talent for det. Det er de ting, jeg har blikket rettet imod, når jeg udvælger billeder til udstillingen her i Kunsthal Nord. Jeg vælger de stærkeste udtryk og det som er renest udtryksmæssigt, og på den måde synes jeg, at det er blevet en sammenhængende, spændende og faktisk ret funky udstilling. 

Som kunstner er du kendt for at lave æstetiske undersøgelser af politiske problematikker som fx multikulturalisme, og du har kurateret en lang række udstillinger, der ligeledes understreger samspillet mellem politik og kunst. Hvad kan man forvente sig af din kuratering af Blikket på kunsten?

Hvis jeg skal sige lidt om mit blik for sammenhængen mellem politik og kunst, så handler det om, at samfundsudviklingen siden min ungdom i 80erne har været præget af et enormt fokus på individualitet og frihed. Som nævnt før, så handler det forenklet sagt om den ide, at jo flere der har adgang til en handling, jo mere frihed i verden og des bedre demokrati. Massekulturen og masseforbrugssamfundet rummer vidunderlige individuelle muligheder for selvrealisation på den ene side og faldgruber, som handler om mental ensretning og følelsesmæssig forarmelse på den anden side.

Det er lige præcis undersøgelsen af demokratiets virkelige status, som har været fokuspunktet i mange af de performances, som jeg har lavet sammen med artillery. Hvad er det gode liv? Hvor langt går min personlige frihed i virkeligheden? Hvad betyder borgerinddragelse og nærdemokrati? Hvad betyder noget for dig personligt, hvordan udtrykker du det og hvorfor? Hvad handler konsum om? Hvad skal kunsten i massekulturen? Hvad er kunstnerens rolle i samfundet?

Alle disse spørgsmål har artillery forsøgt at rejse på mange forskellige måder og i samarbejde med publikum/deltagerne i vores mange ’Do it together’ værker og via forskellige kunstneriske handlinger og performances ude i det offentlige rum. Artillery var optaget af nærvær og samarbejde og af at skabe helt særlige rum for samtaler og filosofisk hverdagstænkning. Vi arbejdede med en form for underspillet æstetisk powerplay, civil ulydighed og direkte dialog med vores publikum.

Jeg tror stadig på, at kunsten er meningsfuld og nyttig for samfundet: At den i kraft af sin eksistens modvirker den tendens til afsjæling af tingene og relationerne, som det industrielle massesamfund på mange måder afstedkommer. Kunsten skal være varm og levende, for det er der brug for – Det er den tro og dette blik for kunsten, som er afgørende for mig, når jeg sammensæter udstillingen i denne sammenhæng, og jeg synes, at der er mange rigtig fine bud på varm og meningsfuld kunst her i Kunsthal Nord.

Hvad vil du gerne vise publikum med din ophængning?

Jeg vil gerne have at publikum bruger deres egne øjne i mødet med udstillingen her. Der ligger megen fordybelse, erfaring og nærvær bag værkerne – det synes jeg, at man skal tage alvorligt. Selv har jeg gjort mig umage med at se ordentligt på tingene og sætte dem sammen i en række tematiske forløb, som forhåbentlig også vil blive synlige for beskuerne, når de selv investerer deres tid og blik i processen med at se udstillingen og tænker lidt over, hvad de enkelte kunstnere har på hjerte. Der er mange fine historier her og mange forskellige bud på, hvad det vil sige at være menneske i verden i dag. Alle med et åbent sind og blik for nuancerne kan finde små og store oplevelser i denne udstilling.

Læs interviews med alle tre kuratorer: Her