HOLLYWOOD eller Holy woods!?

Katalogtekst: Trine Rytter Andersen
Fotos: Else Ploug Isaksen

En tidlig forårsmorgen forlader man sit hjem og kører på arbejde. På vejen bemærker man foråret som klart og strålende lys mellem nøgne stammer og grene, fuglestemmer som et vandfald over en grøn og frodig skovbund. Man vender hjem efter mørkets frembrud for næste morgen at vågne op til en helt anderledes stemning: lyset er nedtonet trods den skyfrie himmel, og fuglesangen har en anderledes dæmpet tone - noget er forandret - træerne er sprunget ud, bøgetræerne står vårgrønne overalt og skoven har på et enkelt døgn mistet sin sarte nøgenhed, og dybden mellem stammerne bremses nu overalt af spæde blades lysgrønne slør.

Historien bag værket Holy Woods! er essentiel, fordi den beskriver den velkendte frustration, som opstår, når man går glip af noget, fordi man har alt for travlt med noget andet. Vi venter alle med længsel på foråret, vi nærmest tørster efter grønt, når vinterens jordfarver i årets første måneder driver tungt på nethinden opløst i slud, hagl og regn.

Lys må vi have og begærligt noterer vi, at dagene bliver længere, mens vi smiler opmuntrende til krokus, vintergækker og erantis, som strålende med friske klare farver nikker op til os fra hækkenes læfulde skjul. FORÅR! Skriger vores kroppe og safterne stiger, så knopperne snart står bristefærdige, parate til udspring fra hver en lille grenspids. Og så sker det BANG! Verden er dækket af en grøn paraply! PUFFF! Pollen driver som grøngule tågeskyer over mark og fjord efterladende tårefyldte øjne i by og på land.

Man tørrer sine øjne og tænker, hvordan gik det dog til, kunne det ikke vente lidt?

Jeg så det ikke rigtigt, var ikke helt parat. Den glade ophidselse opløses i udløsningen med det samme af den vemodige tanke om, at snart, alt for snart, er det atter forbi…..

Else Ploug Isaksen interesserer sig for forvandlingen, for det potente øjeblik, hvor noget åbner sig for at vise sit indre og blive til noget mere og andet. Hun interesserer sig også for den banale skønhed i dagligdagens små og store mirakler. Hendes værker har ofte en dobbelthed, en næsten umærkelig tilstedeværelse af noget hemmelighedsfuldt og drillende. Værket kan beskrives som smukt, sommetider overdådigt men samtidig nøgent og fjernt.

Isaksen er en teaser, en lokkerske, der vil have os helt tæt på, der hvor vi er parate til at investere lidt af os selv i værket. Hun skaber en pagt mellem sig og beskueren, der kræver noget for noget, forenet i den fælles nysgerrighed, der realiseres fra hvert sit sted i skabelsen og receptionen af værket.

Man tvinges til at mærke øjeblikkets betydning som en intens fornemmelse af usynlig tilstedeværelse og lystbetonet nærvær. Samtidig rammes man af billedernes tomhed, deres mangel på objekter og handling. Grønt løv fylder fladerne, skoven er kommet ind i galleriet, men det er ikke længere den biologiske skov. Rummet visualiserer ideen om skoven tilsat al den følelse og længsel, som aldrig blev forløst, dengang skoven bare eksploderede i grønt, uden at nogen så det. Som et coitus interruptus, hvor de elskende mødes igen for at forsøge at fuldføre kærlighedsakten. Resultatet er installationen, denne skovens horeunge: Holy Woods!

Else Ploug Isaksen iscenesætter sin kunst på en måde, som klart afspejler samtidens ambivalente forhold til romantik og store følelser. Ambivalensen har bl.a. rod i vores viden om, hvordan underholdningsindustriens massive manipuleringer med forbrugernes Pavlovske gener, betingelsesløst får enhver “slikmund” til at savle ved synet af en hvilken som helst velanrettet godte. Fordi vi konstant er genstand for kommercielle interesser, bliver vi opmærksomme på manipulationens mulighed i alle vore relationer. Ligesom vi selvfølgelig i højere og højere grad lærer at kontrollere vores adfærd og følelser, så snart vi føler os iagttaget, eller når vi færdes i offentlige rum.Kunstgalleriet er ingen undtagelse herfra, og kunsten er på godt og ondt underlagt underholdningsindustrien og dens påvirkning af menneskelig adfærd.

På trods af denne viden er Else Ploug Isaksens kunst oprigtig i den forstand, at den insisterer på de potentialer, som findes i dagligdags ting og tilstande. Hun retter sit fokus mod de nære sanselige oplevelser, der sniger sig ind i vores bevidsthed og opleves som flygtige men overvældende momenter af længsel og nærvær. Billedernes nøgenhed retter fokus mod det enkelte billedelement og fylder det med betydning. Samtidig ligger der i valget af ganske bestemte ting, en veludviklet fornemmelse for alt det, som blev valgt fra. Herfra stammer en tone af fravær eller immaterialitet, som i væsentlig grad er katalysator for det stof, vi spontant selv bidrager med, når vi står over for værket.

I kraft af sin flair for at vende og dreje sit materiale giver Else Ploug Isaksen beskueren mulighed for at reflektere over sin egen ambivalens. For værkerne fremstår det ene øjeblik som komplekse og smukke forvandlingskugler fyldte med mening og poesi, og det næste øjeblik er de blot tomme, banale overflader uden dybde og indhold. Den drillende og helt kalkulerede undertone er, som vist, grundlaget for den leg beskueren indlader sig på i samspil med værket. I Holy Woods! installationen vil man, bedst som man hengiver sig til nydelsen af det grønne løv, pludselig blive overrasket af en stemme: et tvetydigt og asymmetrisk skovbeat, som uden varsel trænger ind i skovens dybe stille ro. Lyden er en tilføjelse, idet den bringer en anden sanselighed ind i installationen, og den er også en afbrydelse, der peger på værkets egen mekanik som den kunstige guldfugl i H.C. Andersens Nattergalen. Den bringer et øjeblik beskueren i vildrede: har man ladet sig lokke, er man forført af denne kunstige og stiliserede iscenesættelse, eller er man på sporet af en ægte følelse, som knytter sig til reale oplevelser, minder og stemninger lagret gennem vinterens mørke med hilsner fra bøg og birk? Er man på sporet af foråret, og mærker man nu sin længsel efter lys og grønt? Efter skoven: Holy Wood! Eller er det endnu engang Hollywood, som med en veldrejet forestilling leverer brændstoffet til vores længsler og drømme?

Else Ploug Isaksen fastholder et romantisk udgangspunkt, i den svære balancegang mellem kitsch og ironi. Her som i tidligere værker bringes man på sporet af små vidunderlige hemmeligheder, som kun afsløres, hvis man selv er med på legen. Dette er en sympatisk attitude, der har den funktion, at beskueren aldrig undervurderes, og det er et ideal om, at dialogen mellem værkerne og beskueren bør være åben og ligeværdig. For Else Ploug Isaksens værk kan karakteriseres som billedophobninger, som på en og samme tid åbner og lukker for indtrængen: for den, som overfladisk betragter værkerne, er de lukkede og i bedste fald dekorative overflader, og for den, som vælger at trænge dybere ind bag billedets mange lag, findes muligheder for indsigter, oplevelser og tanker af ofte ganske påtrængende og måske endda pinagtig privat karakter.